Ultralyd nyrer
Ultralydsscanning af nyrer
Alle mennesker er normalt født med to nyrer, én på hver side af rygsøjlen, opadtil bagest i bughulen. Nyrernes hovedfunktioner er at rense blodet for affaldsstoffer og udskille disse i urinen, regulere væske- og saltbalancen i kroppen og at producere visse hormoner såsom fx EPO, der stimulerer knoglemarven til at producere røde blodlegemer.
Nyrerne kan rammes af stensygdom (nyresten), infektioner (urinvejsinfektion/nyrebækkenbetændelse), andre inflammatoriske sygdomme (glomerulonefritis) og svulster. Ultralyd har en central rolle ifm. udredningen af disse tilstande.
Nyresten er en relativt almindelig tilstand; ca. 10% af alle mænd og 5% af alle kvinder rammes af nyrestensanfald i løbet af deres levetid. Når nyrestenen løsner sig fra nyrerne og bevæger sig ned i urinlederen, opstår der akutte, meget kraftige smerter i siden på den berørte nyre. Smerterne kan stråle ned mod lysken. Hos langt de fleste vil nyrestensanfaldet gå over af sig selv, da nyrestenen passer ud med urinen. Større nyresten kan kile sig fast i urinlederen og blokere for urinpassagen til nyrerne; en sådan obstruktion kaldes hydronephrose. I sådanne tilfælde er det aktuelt at fjerne stenen med chokbølger, kateter eller kirurgi. Ultralydsscanning af nyre kan påvise sten i nyrerne og i store dele af urinlederen. Mindre sten eller sten i den midterste tredjedel af urinlederen kan gemme sig ved en ultralydsundersøgelse. I sådanne tilfælde er CT-scanning den mest nøjagtige undersøgelse.
I tilfælde af gentagne urinvejsinfektioner kan det være hensigtsmæssigt at foretage ultralydsscanning af nyrer og urinveje for at se, om der er nogen underliggende udviklingsforstyrrelse eller anden sygdom, der kan disponere for urinvejsinfektion.
Forfatter og medicinsk redaktør: Tor Austad – speciallæge (radiolog)